Protected: Miriams fødselsdag

This content is password protected. To view it please enter your password below:

Advertisements

Our ruin

Yesterday we payed the first of 4 instalments on our new house – well house is a big word to use, since it comes virtually without a roof, and new is only that it is new to us because parts of the house is more than 200 years old.

Right now we have many things that we need to set in motion: We need to get a permission to renovate the house, we need to find a building constructor who will take on the task of renovating the house, we need to secure the west side of the house  against erosion before the rain starts in September – and we need to take action on making this place a dream home for our 7 year old boy, who now fears that he will loose all his friends.

Now – finding a snakeskin on the site definitely helped a lot! And the fact that there are 2-3 acres of trees to climb helps a lot too. And 5 different species of grasshoppers in the course of a 10 min walk did not make things worse either. But falling on his way down the mountain did not add anything either. Thistles did not contribute much to the love of the place – but with the right tools we will get rid of most of them, we hope. But we will need to have friends in and out of the house as much as possible too. Fortunately Marcus and I are not hermits, and we love to have people around. We have invited the home school group to come and use our space as a meeting space, possibly have a garden and a playground there for them to build and play in. We are inviting our old and new friends to come and help – as good friends come in many ages, sizes and colors. We want to host work aways (so if you want to be one, let us know), permaculture interns, workshops and permaculture design courses (in English and Spanish, for families and children). We will have a dog and a cat, and rabbits and chickens, later on sheep and bees – and Miriam wants a red horse (and a giraffe and a zebra – but no lions), we are hoping to convince her that a donkey is just as good. We hope to have life happening in our little valley – so much so, that when we don’t have any one around it will feel like little islands of peace, not like isolation.

We plan to green the valley – collect water, sink it in, plant trees – we want a-bun-dance!

But first we need to renovate the house… find a builder – get that renovation permit, get going.

Finca

In the horizon, on the saddle of those mountains lies a bodega (Spanish for vineyard) – in the valley beneath, between two small streams (which still holds a little water here in June) – lies our finca. It is a ruin, there is no water, electricity and no internet. We will have to provide all of that. It is 6 ha. with olives and pastures – the escritura says almonds too, but I have seen none. Above us are the vineyards, so we will never run out of wine. The other neighbor the goat-herder (mentioned in our previous post) can provide fresh raw milk, and a little further down the road are avocados. Wild rabbits and quail roam the valley – loads of food there too. The only question left now is – what will we grow there?

Et halvt år – som tiden dog flyver

Det er et halvt år siden vi flyttede herned – tiden flyver afsted og ind imellem føler vi at vi intet når. Forleden sad jeg og kiggede Marcus’ fotoalbum igennem og pludselig kunne jeg se hvor meget der faktisk er sket. Huset, haven, børnene – ture ud af huset. Det har været hårdt, men det er også det hele værd 🙂

Det er hårdt at flytte fra sit netværk til noget helt nyt og ikke bare helt nyt “normal-dansk”, men helt nyt helt nyt: Sprog, kultur, temperatur, mad – alt er nyt. Ungerne har reageret – mest Lucas, som var vred og ked, savnede sine venner, sin lejlighed, sit værelse, sit sprog. Det har været frustrerende for ham at skulle lære at lege “forfra” – både fordi spanske børn leger anderledes, men også fordi hans sprog var en meget central del af hans leg og det kunne han ikke bruge. Det er hårdt at der ingen aflastning er for os voksne, at vi ikke lige kan tage en weekend med ungerne hos mormor – eller ringe til mormor når alting ramler og vi alle er syge på én gang. For det sker jo, selvom klimaet er meget bedre hernede. Det er svært at undvære sine veninder – at vi alle kun har hinanden.

Men det bringer os også tættere sammen. Marcus og jeg har kun hinanden at støtte os op ad – og vores partnerskab er blevet meget meget stærkere af dét. Ungerne leger bedre sammen – og vi er bedre til at være sammen med dem og ikke bare regne med at de kan lege med deres venner. Vi tager mere på tur sammen som familie: Ind til byen, ned til stranden eller op i bjergene.

Alting er som vi troede og så alligevel ikke. Jeg kommer ikke så meget ud på tur med ungerne alene som jeg gerne ville – Lucas er udpræget hjemmebarn og har det fint med at være her, lige her i hans hus. Han er glad for at lege med børnene på vejen og i poolen og så forøvrigt lege med lego, lave matematik og se film (ikke i nævnte rækkefølge). En tur for ham kan lige så godt være at vi går op på bakken bag det lille marked og spiser vores madpakker – eller ned i den nærmeste rundtkørsel – mere eventyr har han ikke brug for. Måske fordi der har været så rigeligt med eventyr i at flytte så langt væk? Hårdt presset kan han godt overtales til at tage på tur og han nyder det også når vi er afsted, men helst ville han være herhjemme – så det bliver en afvejning af vores alles behov. Mir vil gerne på tur, hun vil gerne ud, men for hende er rundtkørslen eller legepladsen her i bebyggelsen rigeligt – så det er det vi gør i hverdagen. Når Marcus så har fri tager vi ud og oplever ting – og når vi har gæster tager vi en turistattraktion eller to.

Mest af alt hæfter jeg mig ved at mine børn har et sundere børneliv. Jeg må indrømme at jeg er dårlig til at tage mig sammen til at komme ud når det er dårligt vejr i Danmark – og det er det jo som oftest… så de kom ikke så meget ud som jeg gerne ville før vi flyttede. De rørte sig ikke så meget. Nu er de ude hver dag, flere timer – de svømmer, de cykler, de løber, de spiller fodbold mange timer hver dag. Der er masser af børn på vejen – de kommer hjem direkte fra skole kl. 14, spiser frokost, holder siesta og fra kl. 16-17 stykker (senere når det er rigtig varmt) er der fyldt med børn på vejen. I alle aldre, mest drenge – pigerne sidder inden for og… ? Jo senere hen på sommeren vi kommer, jo senere er de oppe (der går jo også længere før de kommer ud fra siesta). Vi ser at vores sengetider bliver rykket mere, men tænker “skik følge” og nyder lyden af børn på vejen. Lucas har fået mange venner og har lært rigtig meget spansk. Alle ungerne fra vejen er inde og ude af vores hus hele eftermiddagen/aftenen – det er dejligt, vi er vejens vandingspost. Miriam nægter at lære spansk – forstår godt hvad man siger til hende, men svarer på dansk – dog kommer der et par ord i ny og næ, flere og flere. Nu hvor vi går i poolen dagligt møder hun også flere børn på sin alder – og hun taler spansk til dem, om end det kun er “Hola”, “No!” og “Adios”. Det er imponerende at se sine børn vokse – og jeg synes personligt at Lucas udvikling er vild. Miriams udvikling skal jeg næsten se billeder for at lægge mærke til, hun er bare stadig en lille trold, der følger i hælene på sin bror. Men Lucas har som sagt lært spansk, har også lært engelsk (af rengøringsdamen eller fjernsyn …?), er flydende i sproget matematik og er ved at lære at læse – på spansk, engelsk og dansk samtidig.

Vi har også fået venner hernede, men det tager jo længere tid for voksne at blive nære venner. Men kulturen hernede er mere til at gå ud og spise, end at sidde sammen til “par-middage” – dog har vi fundet nogle danske venner hvor netop det, at spise god mad sammen, hjemme, medens ungerne leger er blevet centralt omdrejningspunkt. Det er hyggeligt – og dejligt igen at finde venner hvor vi plejer vores gourmet-gen. Vores spanske venner er mere til at man lige mødes nede i byen og tager et glas vin. Det er dejligt uforpligtende, men noget vi skal vænne os til (selvom vi er gode til at gå ud bare os selv).

Om et par dage tager vi til Danmark på sommerferie. Hernede er det stegende hedt (30 C her i stuen med skodderne lukket), vi har hørt at det er koldt i Danmark. Siestaen er ved at være slut, jeg er ved at smelte og jeg skal have pakket et par tasker med regntøj.

Blog at WordPress.com.

Up ↑