B-mennesker i et A-samfund – unschooling tanker


I går aftes spurgte Lucas hvorfor han skulle i seng og op på et bestemt tidspunkt… i hjemmeskolen bestemmer man jo selv hvornår man har skole. Det har han jo så evigt ret i, men det er et spørgsmål jeg selv har kæmpet med i flere år – faktisk nærmest lige siden jeg begyndte at gå hjemme.

For det føles unaturligt at tvinge mine børn i seng, når jeg sådan generelt i hverdagen ikke går ind for tvang. Men jeg må indrømme at når jeg i perioder giver deres sengetider helt fri, så bliver jeg slidt op. Jeg har brug for at kunne lukke mig inde i min egen boble og zone ud – og det kan jeg ikke med børn oppe til kl 22-23 stykker. Jeg bliver sur og tvær og dum at være sammen med. Det samme gælder min mand, der er udpræget introvert og har brug for tid alene for at kunne lade op.

Der ud over er der hele problematikken omkring at det samfund vi lever i er et samfund indrettet på A-mennesker. Det kan jeg ved være ligeglad med? Mine børn skal ikke i skole, så hvorfor ikke køre efter min egen rytme? Jo men Marcus har jo et arbejde hvor han gerne skal sidde på sin pind nogen lunde samtidig med hans kolleger. Og markedet lukker klokken to og banken – og en masse butikker er lukket mellem to og fem. Men et eller andet sted er det måske bare en undskyldning for at jeg ikke trives med den der mangel på struktur? At jeg har brug for at vide hvornår vi “hjemmeskoler”, hvornår vi bare er familie og hjemme sammen, men i høj grad også hvornår jeg har fri?

Men hvordan balancerer jeg det behov med mine børns behov for selv at have indflydelse på deres sengetider? Er det rimeligt at jeg som familiens eneste A-menneske skal diktere hvornår husets to yngste B-mennesker skal i seng? Jeg vil virkelig gerne finde et kompromis her, for jeg kan jo nok ikke regne med at mine ellers ret fri opddragede børn bare finder sig i at mor siger at de skal sove og så sover de. Børn der er vandt til at blive lyttet til har jo den ulempe at de forventer at blive lyttet til 🙂

Advertisements

8 thoughts on “B-mennesker i et A-samfund – unschooling tanker

  1. Well, som mor der har gjort begge dele kan jeg lige smide dig mine erfaringer, og så kan du måske bruge dem til noget, eller ej 🙂 Min ældste er super b-menneske som sin far, og vi droppede derfor tidligt sengetid til fordel for at putte sammen. Han blev hurtigt god til at underholde sig selv på en måde, der ikke forstyrrede mig i den slappe-af tid, jeg så desperat havde brug for om aftenen, og det har han så gjort de sidste 5-6 år. Min yngste er ikke b-menneske men lidt midt imellem, og da han har haft svært ved at sove videre når jeg stod op, har jeg holdt på puttetid for ham af hensyn til nok søvn – indtil nu. Pludselig er det vendt, og samtidig er han blevet super til at hygge, gerne med sin bror, om aftenen. Jeg tænker derfor at meget af det afhænger af alder og modenhed.

    Men derudover tror jeg faktisk ikke at man skal tage for let på det med a- og b-mennesker. Jeg tror virkelig det betyder meget for menneskers generelle psykiske og fysiske trivsel at de sover efter deres “rytme”. Det er ikke sikkert at der skal laves så vildt meget om – det kan måske bare være en time senere, man tager af sted eller noget i den stil. Jeg læste en del om forskningen i det på et tidspunkt, fordi min mand som hjemmearbejdende (og ikke afhængig af at skulle sidde på sin pind på bestemt tidspunkter) havde svært ved at fungere ordentligt hvis sengetid og stå op-tid ikke rigtigt passede til hans udprægede b-menneske rytme. Det er ret vildt hvor meget en time eller to i den “rigtige ende” kan betyde 🙂

    1. Problemet er egentlig størt ifht Miriam – hun falder ikke i søvn før kl. 23 og jeg vil helst sove kl. 22-22.30 (og hun vil helst puttes af mig). Det betyder at hun holder mig vågen efter jeg er gået i seng. Lucas kan jeg sagtens bare tage med i seng når jeg går i seng og så sover han på 5 min. Han kan også sagtens sidde og hygge sig og se en film eller tegne eller lege uden voksen indblanding – og hvis vi siger det i god tid i forvejen – at nu er klokken ved at være 21, og derefter er det voksentid (hvilket også betyder at det ikke er noget service), så accepterer han det. Men det er Mir for lille til.

      Men min oplevelse er med Lucas at hvis han får lov til at styre det selv, så er det ikke en time det drejer sig om. Det er lige gyldigt hvor sent det bliver, det bliver altid mig der styrer det. Og han ender med at stå op kl. 12 (som dine børn vidst også gør?). Og så kan vi ikke nå noget som helst – alt er lukket hernede fra kl. 14 og om sommeren er det så varmt at man ikke kan bevæge sig ud efter kl. 13.

      Så med Mir er problemet at jeg ikke får noget Dawn-tid og med Lucas er problemet at han simpelthen er en natteravn som sin far. Lucas sover også efter 5 min når jeg lægger ham i seng kl. 21 eller 21.30 – faktisk kunne jeg putte ham kl. 20 og han sov på 5 min tror jeg. Og han viser ingen tegn på træthed før han er komplet overtræt og skriger…

  2. Jeg er selv B-menneske, og har hele mit liv kæmpet med den tvungne ståen op og afsted hver dag. Så jeg er helt med på, hvad du skriver. Samtidig er det også vigtigt med voksentid – alene eller sammen med sin partner – uden børn. Så det kan hurtigt blive problemfyldt med to små B-lopper, der gerne vil være med hele tiden. Da du/I var små, SKULLE vi alle op hver dag, så der var ikke så meget at snakke om. I stedet fik I lov til at være oppe til i faldt i søvn på sofaen – eller i midten – o.a. i weekenderne og i ferierne

    Ja, samfundet er indrettet på A-mennesker. Men jeg tror, som Sisse, at det måske kun drejer sig om en time eller to om morgenen. Nogle skoler i DK har indført A og B tid, så B-børnene kommer senere i skole end A-børnene. Det samme gælder på de arbejdspladser, hvor der er flex-tid (medmindre man har telefonvagten!!).

    Så jeg ville – hvis jeg var småbørnsmor i dag – undersøge nærmere: Kan det passe sammen, at jeg står tidligt op samtidig med min mand – og får noget af voksentiden der – og så ser, hvor længe børnene sover?. Kan jeg tale med børnene om, hvad de gerne vil være med til om morgenen/formiddagen?. Evt. aftale med dem, at det er OK at sove længere end de voksne, men hvornår vil de gerne være med til de ting, der foregår? Og så er det jo vigtigt at kigge på, hvor stort deres søvnbehov er. Og det er efter min mening også vigtigt at tage ledelsen, når børnene begynder at vise tegn på overtræthed. For nogle børn VIL ikke gi sig, selvom de er ved at falde i søvn midt i det hele – og der tror jeg,a t det er kærligt at sige, at nu går vi op og læser en historie.

    Knus
    Jytte

    1. Den med voksentid om morgenen havde jeg ikke tænkt på – god ide. Spørgsmålet er om Marcus kan få voksentid, når han skal på arbejde tænker jeg?

      Til det med at tage ledelsen på hvornår de skal i seng… så er jeg jo, i hvert fald filosofisk, meget tilhænger af at de skal lære at mærke deres egne grænser. Og at jeg skal guide og vejlede så meget som muligt, og sætte de grænser jeg har brug for, for at jeg kan være her. Sætte grænserne rundt om mig selv og ikke rundt om mine børn. Jeg sætter jo så en masse grænser for dem i virkeligheden, men faktum er også at jeg selv synes at jeg er for skrap og gerne ville lære at være mindre skrap. Jeg er i hvert fald ikke i fare for at tage for lidt ansvar for noget som helst 😉

      Eksempelvis ifht. det med hjemmeskolen. Så var der jo flere der meget velment mente at det skulle jeg gøre, selvom han var uenig. Og jeg tror også at hvis han havde haft det så skidt som han havde det de første par uger, så havde jeg bestemt også gjort netop dét. Men jeg vil jo gerne at mine børn bliver indrestyrede. Jeg havde det skidt med at tage ham ud af skolen bare sådan, uden hans konsensus. Så til sidst sagde jeg til ham “jeg vil gerne have at du skal vide at far og jeg overvejer at tage dig ud af skolen, selvom du ikke er enig. Vi synes ikke du virker glad”. “OK” svarede han. Og så tyggede han lidt på den. To dage senere sagde han “NU må du gerne tage mig ud af skolen mor, jeg gider ikke gå dernede mere” Konsensus opnået uden tvang – mit barn havde prøvet at gå i skole som de andre børn og konkluderet at hans mor faktisk havde ret og at han ikke havde lyst til at bytte sin frihed for samværdet med de andre børn.

      Det er nok det jeg helst ville opnå med søvnen også. Problemet her er bare – at ungerne trives med at gå sent i seng, men jeg gør ikke. Så her handler det ikke om at de skal mærke sig selv, men at vi skal finde et kompromis.

  3. Jeg er ganske enig i at det er træls at være b-menneske i en a-verden, men efter ikke at have kunnet sove længe de sidste 8 år på grund af små morgenfriske lopper, så er jeg faktisk blevet vendt om. Nu får jeg de decideret dårligt hele dagen, hvis jeg snuer længere end til 8 om morgenen. Men det har taget lang tid… Det var nu egentlig heller ikke pointen.
    Det jeg faktisk ville skrive var, at du skal passe på ikke at blande “b-menneske” sammen med “barn som ikke selv mærker hvornår det er træt”. Jasmin var sådan (og er det stadig, men kan godt en SJÆLDEN gang i mellem selv ville i seng) og Josephine er HELT klart også sådan. De er simpelthen vågne og friske og opmærksomme ligesålænge som der sker noget omkring dem. Det betyder at man tror de har mindre behov for søvn (det troede vi om Jasmin de første mange år), men i virkeligheden har de bare mere behov for at vi hjælper dem til at lægge sig til at sove på de rigtige tidspunkter. Som altså er FØR de selv mærker at de bliver trætte.
    Vi kan genkende Jasmins mønster 100% i Josephine, men det er faktisk før nu, at det går op for os, at Jasmin ikke var frisk indtil hun blev hysterisk, Hun var faktisk træt uden at kunne mærke/give udtryk for det og så lod vi hende være vågen indtil hun blev overtræt og hysterisk.

    1. Jeg kan godt se din pointe – på mange måder er Lucas på samme måde (dog tror jeg han er B-menneske, men samtidig vil han ikke gå glip af noget og derfor kan han sagtens blive oppe til kl. 1-2 stykker om natten hvis vi andre gør det). Men jeg tror der er to grunde til at vi ser forskelligt på det. Dels skal mine børn ikke op næste morgen på et bestemt tidspunkt og derfor går de ikke i stykker af at være længe oppe. Dels synes jeg de har lige så meget lov til at træffe “dårlige valg” som jeg har… jeg bliver også tit sent oppe selvom jeg faktisk er A-menneske. Jeg vil gerne hjælpe og guide dem til at mærke når de er trætte – fortælle dem at jeg oplever dem som trætte og spørge om vi ikke skal gå op og putte – men så længe de ikke gør skade på sig selv og andre, så vil jeg så vidt som muligt ikke bestemme over dem. Men det skal selvfølgelig være en balance – kodeordet er at det ikke skal gå ud over os andre.

  4. Jeg blander mig lige igen. Fordi jeg tror, at livlige børn og voksne for den sags skyld – læs B-mennesker/hyper-et-eller-andet – VIL HAVE DET HELE MED! Vi ønsker ikke at gå glip af noget-som-helst. Det gælder mig – det gælder Lucas (og Mir?) – og det gælder Marcus (sådan som jeg har hørt ham!) De af mine børn, der “bare” har været A-mennesker, har lagt sig ned på sofaen, når nok var nok – uanset hvad der foregik – og så har de sovet. Gennem film og rockmusik og fest – eller gennem en helt almindelig hjemmehyggeaften. De børn, der ikke har sådan en regulator indeni, har stadig brug for den søvn, de nu har brug for. Og når de har en mor (dig) – som bliver helt smadret af IKKE at få voksentid/alenetid og søvn nok – så skal der guides/støttes/ledes – efter min mening.

    Jeg har forsøgt – og forsøger også med dine børn, når de er her – IKKE at sige AT jeg tror de er trætte. For så bryder uvejret jo løs. DE ER IKKE TRÆTTE – siger de. Hvis jeg derimod siger, at nu er JEG træt – og at jeg rigtig gerne vil putte dem og læse historie, mens jeg er vågen – så siger de (flest erfaringer med Lucas) JA – jeg vil gerne ha en historie. Så putter vi. Så siger Lucas: Du skal altså ligge rigtigt i sengen. Så kravler jeg ned under dynen til ham. Så læser vi. Måske 3-4 kapitler. Når jeg ikke orker mere, siger jeg – i god tid: Nu læser jeg det sidste kapitel, for om lidt falder jeg i søvn. Så plejer Lucas at falde i søvn (og det gør jeg altså også!!!) Midt i et kapitel. Og – efter ½ time sover han/de dybt – og jeg har fået en powernap. Lister ud fra dynen – og tager evt. trøje og bukser på igen, hvis jeg endte med at ligne en, der skulle sove fra nu af. OG – det powernap giver mig luft/lyst til lige at strikke og se film f.eks. i en time eller to, før jeg kravler tilbage under dynen.

    OG – det her kan foregå kl. 22/23 om aftenen – den første og måske anden aften Lucas – og nu også Mir er her – OG kl. 21 eller før, når han/de har været her nogle dage. OG af og til sover jeg med til den lyse morgen. Men når jeg ikke er rigtig mormor-træt, så får jeg faktisk læst, set film, strikket m.v. efter putningen.

    Måske vil du kalde det her manipulation. Når jeg læser det igennem, så ja. Ganske LIDT!! Og da det er til alles bedste, så kan jeg godt stå inde for det! For næste morgen er de/Lucas frisk som en havørn – vækker mig og siger: godmorgen Mormor, skal vi lave morgenmad??

    Knus til jer alle 4!

    1. Men den bedste måde at lære at mærke sin egen krop er vel at få lov til at mærke den? Den bedste måde at lære at man ikke går glip af noget ved at gå i seng er vel at få lov til at blive oppe og se at der reelt ikke sker noget som helst spændende? Hvad sker der ved at han først vågner en time senere – lige så havørn frisk og siger “Godmorgen mor, skal vi have noget morgenmad?” Så længe jeg og Marcus også får tid til at lade op, være alene og evt. være kærester alene?
      Pt. går ungerne i seng når jeg går i seng – og Marcus går i seng en halv til en hel time senere – nogen gange to timer senere. Det fungerer. Hvis vi er oppe til efter midnat, ja så bliver de meget trætte. Men det sker ret sjældent. Faktisk vil jeg sige at det at jeg er opmærksom på at de ikke går i seng før jeg går i seng er medvirkende til at jeg mærker mig selv meget tidligere og dermed går i seng tidligere end jeg før ville – fordi jeg absolut skulle have den der alenetid når de var puttet – uanset hvornår de så var faldet i søvn… Marcus og jeg får så ikke så meget kærestetid alene (bortset fra hen over morgenmaden) – men reelt er der masser af tid til at han og jeg kan tale sammen i løbet af dagen. Reelt synes jeg at dét at jeg har givet ungernes sengetider helt fri har sat en masse tanker igang hos mig om hvad der reelt er vigtigt i en familie, hvad der er vigtigt for mig og hvad der er vigtigt for os – og hvordan jeg kan sætte grænser for mig selv på en måde, så jeg samtidig respekterer mine børns integritet. I de sidst par uger er jeg blevet endnu bedre til at lytte til mine børn og som resultat af det har vi langt færrere konflikter. Måske fordi jeg, ved at lytte, virkelig lytte, også får dem til at lytte til mig. Jeg tror at det tager tid før mine børn reelt mærker selv hvornår de er trætte – fordi jeg så længe har bestemt at de skulle i seng fordi jeg var træt… Men allerede nu oplever jeg Miriam komme og give udtryk for at hun er træt og hvis jeg spørger hende om vi skal gå op og putte siger hun ja. Måske det tager længere tid med Lucas, fordi han kun ganske kort har fået lov at vælge selv. Måske vi aldrig vil nå dertil, fordi han reelt har en anden døgnrytme end mig. Men så vil han lære at efter 21 har mor brug for at der er ro og at han gerne må være der hvis han respekterer det, ellers må han være på sit værelse. Det er også en vigtig lektie at lære 😉

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s