Et halvt år – som tiden dog flyver


Det er et halvt år siden vi flyttede herned – tiden flyver afsted og ind imellem føler vi at vi intet når. Forleden sad jeg og kiggede Marcus’ fotoalbum igennem og pludselig kunne jeg se hvor meget der faktisk er sket. Huset, haven, børnene – ture ud af huset. Det har været hårdt, men det er også det hele værd 🙂

Det er hårdt at flytte fra sit netværk til noget helt nyt og ikke bare helt nyt “normal-dansk”, men helt nyt helt nyt: Sprog, kultur, temperatur, mad – alt er nyt. Ungerne har reageret – mest Lucas, som var vred og ked, savnede sine venner, sin lejlighed, sit værelse, sit sprog. Det har været frustrerende for ham at skulle lære at lege “forfra” – både fordi spanske børn leger anderledes, men også fordi hans sprog var en meget central del af hans leg og det kunne han ikke bruge. Det er hårdt at der ingen aflastning er for os voksne, at vi ikke lige kan tage en weekend med ungerne hos mormor – eller ringe til mormor når alting ramler og vi alle er syge på én gang. For det sker jo, selvom klimaet er meget bedre hernede. Det er svært at undvære sine veninder – at vi alle kun har hinanden.

Men det bringer os også tættere sammen. Marcus og jeg har kun hinanden at støtte os op ad – og vores partnerskab er blevet meget meget stærkere af dét. Ungerne leger bedre sammen – og vi er bedre til at være sammen med dem og ikke bare regne med at de kan lege med deres venner. Vi tager mere på tur sammen som familie: Ind til byen, ned til stranden eller op i bjergene.

Alting er som vi troede og så alligevel ikke. Jeg kommer ikke så meget ud på tur med ungerne alene som jeg gerne ville – Lucas er udpræget hjemmebarn og har det fint med at være her, lige her i hans hus. Han er glad for at lege med børnene på vejen og i poolen og så forøvrigt lege med lego, lave matematik og se film (ikke i nævnte rækkefølge). En tur for ham kan lige så godt være at vi går op på bakken bag det lille marked og spiser vores madpakker – eller ned i den nærmeste rundtkørsel – mere eventyr har han ikke brug for. Måske fordi der har været så rigeligt med eventyr i at flytte så langt væk? Hårdt presset kan han godt overtales til at tage på tur og han nyder det også når vi er afsted, men helst ville han være herhjemme – så det bliver en afvejning af vores alles behov. Mir vil gerne på tur, hun vil gerne ud, men for hende er rundtkørslen eller legepladsen her i bebyggelsen rigeligt – så det er det vi gør i hverdagen. Når Marcus så har fri tager vi ud og oplever ting – og når vi har gæster tager vi en turistattraktion eller to.

Mest af alt hæfter jeg mig ved at mine børn har et sundere børneliv. Jeg må indrømme at jeg er dårlig til at tage mig sammen til at komme ud når det er dårligt vejr i Danmark – og det er det jo som oftest… så de kom ikke så meget ud som jeg gerne ville før vi flyttede. De rørte sig ikke så meget. Nu er de ude hver dag, flere timer – de svømmer, de cykler, de løber, de spiller fodbold mange timer hver dag. Der er masser af børn på vejen – de kommer hjem direkte fra skole kl. 14, spiser frokost, holder siesta og fra kl. 16-17 stykker (senere når det er rigtig varmt) er der fyldt med børn på vejen. I alle aldre, mest drenge – pigerne sidder inden for og… ? Jo senere hen på sommeren vi kommer, jo senere er de oppe (der går jo også længere før de kommer ud fra siesta). Vi ser at vores sengetider bliver rykket mere, men tænker “skik følge” og nyder lyden af børn på vejen. Lucas har fået mange venner og har lært rigtig meget spansk. Alle ungerne fra vejen er inde og ude af vores hus hele eftermiddagen/aftenen – det er dejligt, vi er vejens vandingspost. Miriam nægter at lære spansk – forstår godt hvad man siger til hende, men svarer på dansk – dog kommer der et par ord i ny og næ, flere og flere. Nu hvor vi går i poolen dagligt møder hun også flere børn på sin alder – og hun taler spansk til dem, om end det kun er “Hola”, “No!” og “Adios”. Det er imponerende at se sine børn vokse – og jeg synes personligt at Lucas udvikling er vild. Miriams udvikling skal jeg næsten se billeder for at lægge mærke til, hun er bare stadig en lille trold, der følger i hælene på sin bror. Men Lucas har som sagt lært spansk, har også lært engelsk (af rengøringsdamen eller fjernsyn …?), er flydende i sproget matematik og er ved at lære at læse – på spansk, engelsk og dansk samtidig.

Vi har også fået venner hernede, men det tager jo længere tid for voksne at blive nære venner. Men kulturen hernede er mere til at gå ud og spise, end at sidde sammen til “par-middage” – dog har vi fundet nogle danske venner hvor netop det, at spise god mad sammen, hjemme, medens ungerne leger er blevet centralt omdrejningspunkt. Det er hyggeligt – og dejligt igen at finde venner hvor vi plejer vores gourmet-gen. Vores spanske venner er mere til at man lige mødes nede i byen og tager et glas vin. Det er dejligt uforpligtende, men noget vi skal vænne os til (selvom vi er gode til at gå ud bare os selv).

Om et par dage tager vi til Danmark på sommerferie. Hernede er det stegende hedt (30 C her i stuen med skodderne lukket), vi har hørt at det er koldt i Danmark. Siestaen er ved at være slut, jeg er ved at smelte og jeg skal have pakket et par tasker med regntøj.

Advertisements

2 thoughts on “Et halvt år – som tiden dog flyver

  1. Ja husk for guds skyld vintertøj og regntøj, vejret er (som altid) rædsomt herhjemme. Da jeg i dag var ude at motionere mine 8+ km, gik jeg seriøst at overvejede, om der var en mulighed for at vi kunne flytte til enten Canada, som faktisk har ret godt vejr eller Færøerne, hvor man er indstillet på skod vejr altid og derfor ikke bliver skuffet. Synes det er spændende at læse om jeres nye liv, jeg tror ungerne får en gave som de altid vil være taknemmelige for, man lærer så meget ved en sådan flytning til et andet land.

    1. De sidste 2 år har været rædsomt i Danmark, den helt udeblivende sommer og den utroligt lange vinter har virkeligt generet mig meget. Jeg glæder mig dog til et par uger hjemme, så må jeg finde mig i de tykke trøjer – heldigvis skal jeg jo tilbage til varmen. Den første gave de får ved at flytte er jo at blive ægte to-sprogede, og pt. ser det også ud til at Lucas bliver tre-sproget, for når hans spanske ikke slår til over for ex. rengøringsdamen, så slår han da bare over i engelsk – som er forbavsende godt. Men også det at få to kulturer ind under huden tror jeg er en gave. Jeg har i hvert fald altid været misundelig på min søster for hendes år i Indien.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s